Lettere øvet mor?

Nu er vores lille tøs allerede blevet et år, hun har fire tænder, hun kan gå, hun kan sige hej, tak og op til flere dyrelyde, og hun bruger str. 86/92 i tøj. Hun kan stadig ikke drikke af en kop, og hun hader at få børstet tænder, men hun kan hoppe i sofaen, bryde ud af sin højstol, kravle op i vindueskarmen og ae katten. Hun bliver hys, når hun er træt og/eller sulten, eller når hun ikke kan få lov til at spille sit dyrespil på min telefon, men ellers er hun en glad lille en, der mosler rundt konstant og griner ad hvad som helst.

Det bliver lettere og lettere at være mor, og alt bliver sjovere og sjovere. Jeg bliver tit overrasket over ting, som hun kan eller har opfanget, fx da hun tog telefonen op til øret og sagde “hej”.  Det kan stadig være pissehårdt, fx når hun vågner kl. 3.30, men det sker heldigvis sjældent, og vi er blevet bedre til at lade være med at gå i panik og dermed gøre tingene værre.

Hermed en kort opdatering efter de to hæsblæsende måneder, der er gået siden sidste indlæg. Jeg får nok ikke mindre travlt den næste tid, men måske bliver der tid til et bette indlæg – måske ikke. Jeg synes, at det er hyggeligt at sidde og  læse tilbage, og der er mange ting, som jeg havde glemt, så jeg burde bare lige tage mig  tid til at skrive en gang imellem, men jeg er bare for dårlig til at tage mig sammen…

Sommerferie!

Uha, så gik der næsten en måned siden sidste indlæg… Nå, men det er også bare fordi vi har haft så travlt med arbejde og aftaler, og tøsen tager så meget tid. Men NU er det sommerferie for hele familien (tilrettelagt efter dagplejemors ferieplan), så nu skal vi fandme bare hygge. I tre uger. Har glædet mig så meget, og først lige den sidste arbejdsdag begyndte jeg at overveje, hvor hårdt det ville blive at have tøsen hjemme HELE dagen i tre uger. Med alt hvad dertil hører af seks måltider (inkl. oprydning) om dagen, tudeture, langvarige barnevognsputninger og konstant aktivering…

Nå, men indtil videre går det da meget godt! Det er jo ikke ferie, som det  var engang med drinks, hele dage på solsengen, is og spontanitet, men det er dejligt at have tid sammen med barnet. Hun er sød og sjov og fuld af spilopper, og selvom hun er blevet virkelig forkølet (hvorfor sker det ALTID, når man endelig har fri?), så kører hun på og kan stå selv i flere sekunder ad gangen. Mor er stolt. Vi øver også at gå, og det går rigtig godt med gåvogn eller ved at holde fast i mine bukser…

Indtil videre har vi bare været herhjemme med enkelte små ærinder og besøg her og der, men planen er, at vi skal et smut til ydlandet og bo på hotel et par dage. Lidt spændende bliver det! Så skal vi sove i samme rum – gad vide, om nogen af os får sovet? Vi tager det som det kommer. God ferie til alle!

Arbejde, logistik og ny putning

Nu har jeg snart været tilbage på arbejdet i et par uger, og selvom jeg havde frygtet det, er det faktisk gået ok! Jojo, jeg har da været sindssygt træt, men det er gået temmelig smertefrit med at komme ind i tingene igen. Det hjælper selvfølgelig en del på sagerne, at jeg har mulighed for at arbejde hjemmefra, og at farmand er rigtig flink til at hente og bringe tøsen. Det gør han faktisk nok 80% af gangene, tror jeg.

Jeg havde også frygtet for natteroderi i kombination med et vækkeur, der ringer hver dag kl. 5.30, men igen har den lille dame overrasket mig, for hun har simpelthen sovet så flot de sidste par uger. Jeg har stort set ikke været inde hos hende om natten – det er bare helt fantastisk!

Desuden har hun selv sagt fra over for godnatflasken, som jeg ellers havde frygtet ville fortsætte, indtil hun blev fire år, fordi hun har været SÅ glad for den. Men der var lige et par dage, hvor hun var utilpas og meget varm/på grænsen  til feber, og der afviste hun den. Efter hun var kommet ovenpå igen, blev jeg ved  med at tilbyde den, men efter en uge, hvor hun bare skubbede den væk, tænkte jeg da bare “good riddance”, så nu har vi lavet et nyt putteritual. 🙂

Vi læser en bog – meeeeget stille, næsten hviskende – og så sidder vi og snakker lidt om dagen, der er gået, og krammer lidt. Så bliver hun helt naturligt træt og begynder at gnide sig i ansigtet, og så ryger hun bare ned i sengen. Og sover. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor superfedt det er. 😀

Min teori er, at jeg får ladet op på overskudskontoen ved at være væk fra hende i længere tid ad gangen (og rent faktisk nå at SAVNE hende), så jeg bedre kan sige “pyt”, når hun er træt og umulig, og være rolig og afslappet, når hun skal sove. Det skaber bare en pissegod cirkel, og jeg håber-håber-HÅBER, at det fortsætter på den måde. 😉

Vinke-vinke!

Så har tøsen lært at vinke, og hun gør det tit! Også selvom der ikke er nogen at vinke til… 

Så gik den ikke længere

Jeg har fået menstruation.

For første gang siden engang i 2011.

To måneders barselsflåd ikke medregnet.

 

 

Hvordan er det  nu liiige, de der tamponer fungerer??

Om mødregrupper og perfekthed

Jeg har hørt meget dårligt om mødregrupper. At de nemt bliver et udstillingsvindue for, hvor god en husmor og mor man er. Hvor man inviterer de andre hjem til fem forskellige slags hjemmebag og et pletfrit gulv samt perfekt makeup, og hvor det hele går op i en pralekonkurrence om, hvem der har de klogeste, tykkeste, smarteste og kønneste børn.

Og hvis man først kommer ind i sådan en gruppe eller får opbygget sådan en mentalitet, er det jo svært at sparre med de andre om, hvad man skal gøre, når ens unge ikke gider sove, hele tiden bliver syg eller ikke vil spise, og så går meningen med en mødregruppe jo ligesom fløjten. En mødregruppe skal jo være en erfa-gruppe, hvor man kan udveksle, ja, erfaringer og hjælpe hinanden, for alle står mere eller mindre i samme suppedas.

I min mødregruppe er vi alle sammen førstegangsmødre, og vi er nogenlunde lige gamle. Vi har dog meget forskellige tilgange til tingene, men det ser jeg kun som en styrke. Vi kan inspirere og lade os inspirere af hinanden, og vi deler fif på kryds og tværs. Derudover har vi det bare hyggeligt sammen. Det handler ikke alt sammen om børn; vi kan sagtens snakke om alt muligt andet. Men det er jo nok ikke helt unaturligt, at børnene er midtpunktet, og det er sjovt at se andre børn på samme alder som ens eget.

Man skal ikke sammenligne sit barn med andre, men det kan man jo ikke lade være med. Det er jo nemt at se, at der er stor forskel på børnene, både fysisk og psykisk, og sådan er det jo bare. Nogle sover meget, nogle spiser meget, nogle er gode til at “snakke”, nogle er gode til at bevæge sig, og nogle er meget sociale, mens andre er mere reserverede.

Vi prøver at hjælpe hinanden med de problemer og udfordringer, vi nu hver især har, selvom vi har forskellige udgangspunkter. Heldigvis er der ikke nogen, der prøver at foregive, at de ingen problemer har. Vi har været ret ærlige fra starten af. En lagde ud med at græde på første møde, og jeg erklærede med fuldt overlæg, at jeg synes det der amning var noget lort, og at jeg synes det var pissehårdt at være mor. Og så var stilen ligesom lagt. Så kommer man jo ikke bagefter og siger, at man bare synes det hele er så fedt og “næ, vi har skam ingen problemer”. For selvfølgelig har man fucking det.

Intet og ingen er perfekt, og jeg stoler ikke på folk, der altid er positive. Du kender typen, højst sandsynligt fra Facebook. Alle har minimum én ven, der kun skriver om sin perfekte søndagsbrunch, lækre kæreste, der altid kommer med blomster og dyre gaver, sin succesfulde karriere og sine übernuttede børn med lange øjenvipper, der altid er pæne og rene i tøjet og aldrig smadrer noget. As fucking if. Smid facaden, moster. Hvem prøver du at narre?

Forstå mig ret, det er jo ikke fordi man ikke må være positiv og udstille de gode sider af ens liv, men hvis man aldrig lufter skyggesiden og gemmer alt det grimme væk, så er det fordi man enten har et selvværdsproblem og/eller lyver for sig selv. INGEN har et perfekt liv, og jeg er træt af folk, der forsøger at give indtryk af noget andet. Bum. Jeg er bare glad for, at jeg slipper for den type i min mødregruppe, for så tror jeg ikke, vi havde holdt ved så længe.

Bedst til det grove

Siden tøsen startede i dagpleje, er hun blevet virkelig god til at rejse sig op ad ting og gå nogle skridt, mens hun holder fast i noget, og faktisk kan hun også sætte sig ned igen. Hun vælter ikke så meget mere, og man kan virkelig se, at hendes balance er blevet meget bedre. Jeg var lige ved at tro, at hun sprang kravlestadiet over og bare gik direkte videre til at gå, men nu kravler hun lystigt rundt, og det går stærkt!

Det er tydeligt, at hun lægger de fleste af sine kræfter i det grovmotoriske. Hun har været hurtig til at møve sig frem, rejse sig op og kravle, mens det har haltet lidt mere med at samle mad op og spise det. Der mangler hun lidt finesse, og selvom hun bliver bedre og bedre, er hun stadig et svin med sin mad. Det er ud over det hele – også selvom jeg mader hende. Hun er heller ikke så god til at sige andet end de lette ah-wa-ba-lyde. Dog har katten fået sin helt egen skriglyd, som er ret nem at genkende.

Hun har først nu lært at klappe. Og sådan er der så meget. Jeg er sikker på, at hun nok skal komme efter det finmotoriske på et tidspunkt.

Dagplejeopstart

Nu har tøsen været i dagpleje i et par uger, og det går meget godt indtil videre. Der har ikke været de store tårevædede afskedsritualer og hysteriske anfald. Hverken fra hendes eller vores side. 🙂 Opstarten faldt dog uheldigvis lige sammen med tandfrembrud (hos tøsen) og en slem forkølelse/bihulebetændelse (hos mig), så der var nogle lange nætter og laaaange putninger. Det hjalp på nattesøvnen med hhv. Panodil Junior og penicillin, og nu går det godt igen.

Hun hygger sig i dagplejen med dagplejemor og de andre børn, og hun får brugt sin krop meget. Hun er virkelig træt, når hun kommer hjem. Det er dog ikke altid, hun vil overgive sig og tage den tredje lur ved femtiden, som hun plejer, men det gør ikke så meget, bare hun sover om natten.

Jeg var lidt nervøs for, hvordan det skulle gå, når dagplejemor skulle have hende til at sove, for det er jo ikke altid, man bare lige kan lægge hende i barnevognen og få hende til at sove selv. Jeg gav hende nogle tips med at trille lidt og sige shhh, og det lader til, at det kun lige tager et par minutter for hende at få tøsen til at sove. Heldigvis, for hun skal jo også holde øje med de andre børn!

De andre børn er et og to år, så de er jo noget ældre end hende, men måske er det en god ting, for så kan hun spejle sig nogle, der måske kan lidt mere, og dermed selv blive bedre til fx at spise. Og drikke af en kop – nøj, det kunne være fedt, hvis hun selv kunne det!

Indtil videre henter jeg hende lidt tidligt, men når jeg skal starte på arbejde igen (lige om lidt, gisp!), vil hun få nogle lange dage, så min plan er at trappe langsomt op, så hun bliver hentet senere og senere og dermed vænner sig til det. Jeg synes virkelig også, at tiden går stærkt her på min sofa, når hun er i dagpleje. Dagene flyver af sted!

Jeg havde planer om, at jeg skulle nå alt muligt, men faktum er, at jeg får utrolig meget tid til at gå med at ligge og læse A Song of Ice and Fire og se serier. Måske er det bare tiltrængt. Og så må alt det der rengøring og diverse andet ligegyldige pis vente til den dag, jeg får overskud og lyst til det.

Lige nu nyder jeg bare at have tid helt for mig selv. Og så er det dejligt at nå det der punkt, hvor jeg rent faktisk savner tøsen. Det er ikke mange gange, jeg har gjort det i løbet af min barsel. Dels fordi jeg ikke har været væk fra hende særligt længe ad gangen, dels fordi det har været så anstrengende at være mor, at det bare har været skønt at slippe for hende i de få timer, jeg har været væk. Lyder det hårdt? So sue me!

Løsladt fra ammefængslet!

Nu er det slut med amningen! 😀 Vi har trappet det langsomt ned siden januar, hvor tøsen begyndte at få grød, og til sidst fik hun kun én gang om dagen – med varierende entusiasme fra hendes side. Jeg synes også, at det var begyndt at gøre lidt ondt igen, muligvis fordi hun synes det var sjovt at suge sig fast og rykke hovedet væk.

Av.

Nå, men jeg blev ved, fordi det var nemt og hurtigt lige at hive patværket frem og fodre hende af, inden vi skulle ud af døren. Men nu er det slut, og det virker ikke, som om tøsen savner det. Hun er glad og tilfreds med grød, især havregrød, brød med pålæg og smuler fra de riges bord (vores).

Jeg savner det heller ikke! Jeg har smidt alle mine ammepuder langt væk, pakket mine meget behagelige amme-bh’er ned og fundet mine lidt stivere gamle bh’er tilbage. Jeg er gået to skålstørrelser ned, siden jeg var gravid. TO! Som i 2!! Og det er jo ikke bare fordi de er blevet mindre, de er bare ligesom faldet sammen og blevet lidt (meget?) fladere foroven. Damn. Jeg er overhovedet ikke ude i at lave en Hannah Melissa, men jeg har måske fået lidt større forståelse for mødre, der får fikset deres patter.

Hele det her amningscirkus har faktisk ikke været særligt sjovt. De første par dage på sygehuset var vildt frustrerende, fordi det ikke kom op at køre, og fordi personalet havde forskellige meninger om alt. Så kom det i gang, dog med dårlig sutteteknik, smerter og suttebrik (samt en rask lille brystbetændelse).

Så viste det sig, at tøsen var megasulten hele tiden, og jeg lavede nærmest ikke andet end at sidde på min stadigt fladere røv og amme og se tv-serier – 10 gange i døgnet og i en time ad gangen. Med den der åndssvage suttebrik, som skulle renses og skoldes og huskes hele tiden.

Nå, jeg lærte at acceptere den, og pludselig kunne tøsen finde ud af det uden. Så tog det lige pludselig heller ikke så lang tid mere, og der kunne gå op til flere timer imellem hver amning. Det var næsten lige før, jeg kunne nyde det! Og så var det tid til grødopstart, og så stoppede det jo bare stille og roligt.

I de første fire måneder, hvor det bare var pissehårdt, svor jeg, at jeg ikke ville amme ud over de seks anbefalede måneder. Nu gik der alligevel næsten otte måneder, fordi det trods alt gik godt til sidst, og fordi det var nemt i en snæver vending. Jeg er også glad for, at jeg holdt fast og blev ved, selvom det var noget lort, for det havde været mere bøvlet med flasker og erstatning, og jeg ville gerne amme, fordi tøsen er disponeret for allergi. Men for dælen, hvis jeg havde vist, hvor vigtigt det er at få en ordentlig opstart, tror jeg, at jeg kunne have sparet mange tårer og lange nætter. Og timer med at skolde suttebrikker…

Damn, når jeg sidder og tænker tilbage, er der mange ting, som står lidt sløret for mig. Måske har jeg fortrængt det, måske var jeg bare for træt til at fungere ordentligt, eller måske er min hjerne bare gået i dvale efter så lang tids gy-gy.

Opad!

Ih, det går altså stærkt med udviklingen hos den lille dame for tiden! Nu rejser hun sig op af alting, så vi skulle hu-hej finde barnevognsselen frem og sætte sengebunden ned i tremmesengen, så hun ikke kom til skade. Det er dog ikke altid, man når at gribe hende, når hun rejser sig op af stole og deslige, så knubs får hun en del af for tiden. Heldigvis tager hun det ikke så tungt, og hun er hurtigt videre i teksten og rejser sig op igen af noget andet. Hun er en tough lille tøs!

Der er sørme også kommet en lille tand frem! Nu har vi gået og ventet på den tand det sidste halve år og troet, at NU måtte den være der, fordi hun savlede meget eller var ekstraordinært hys, men den kom altså først nu. Der har været lidt pjevsethed og en smule feber i et par dage, men det har ikke været så slemt. Nu mangler vi bare omkring 27 tænder… 🙂

Hun møver sig stadig mest, men kan godt kravle ‘korrekt’ et par skridt. Det andet går bare hurtigere. Til gengæld har hun omsider lært at trille fra ryg til mave, og det gør hun så hele tiden. Det er særligt irriterende, når hun ligger på puslebordet. Det er svært at skifte ble på hende, når hun skøjter rundt på puden og/eller ligger med røven i vejret!

Det er heller ikke helt nemt at få hende til at sove i barnevognen for tiden, for der triller hun også rundt, så hun står på alle fire i stedet for bare at lægge sig til at sove… Argh. Og så bliver hun pissesur, hvis man vender hende om igen. Nogle gange er jeg nødt til at tage hende op og prøve at lægge hende igen senere – hvilket er fucking belastende, for det sker altid, når jeg er sulten og havde regnet med at tage en mad, når hun var puttet.

Nå, men der er også sket noget helt andet her inden for de sidste dage. Hun kan sidde og putte op ad mig – i helt op til tyve sekunder ad gangen! Det er for vildt. Det tror jeg ikke hun har gjort, siden hun var to måneder gammel. Min teori er, at hun nu får brændt så meget energi af, at hun bliver virkelig fysisk træt.  Det var lidt sværere for hende før. Jeg har allerede planlagt, at hun skal have en trampolin og en klatrevæg, når hun bliver større, for jeg forudser en yderst hyperaktiv lille dame, der bliver helt umulig, hvis hun ikke får rørt sig nok. 🙂